Smørum Kirkes orgel - vejen til
Helligaandskirken
Smørum Kirkes orgel fra 1899 blev kasseret og nedtaget i 1989.
Alligevel genopstod det efter mange strabadser som kororgel i Helligåndskirken i
København i 1998.
Smørum
Kirkes orgel i tårnrummet 1998 før nedtagning - på kirkeværge John
Mikkelsens initiativ fotograferet med vidvinkel af professionel
fotograf.
Smørum Kirkes orgel
På årsmødet i Det Danske Orgelselskab i marts 1988 talte jeg varmt for genbrug af
kasserede kirkeorgler. Det blev den spæde begyndelse til græsrodsbevægelsen
Veteranorgel-klubben, der ikke var en klub, men en formidlingscentral for genbrugsorgler.
(Veteranorgel-klubben fik aldrig en formand - kun en kontaktmand - og det var mig).
Efter mødet, der foregik i Frederiksborg Slotskirkes Sognehus, faldt jeg i snak på
parkeringspladsen med orgelbygger Svend E. Nielsen, Uvelse. Han fortalte mig, at et orgel
fra 1899 i Smørum Kirke, Københavns Amt, var kasseret og skulle nedtages inden længe.
Jeg havde forestillet mig, at jeg først og fremmest skulle beskæftige mig med ydmyge
orgler, men jeg holdt mig orienteret om Smørumorglet, der skulle vise sig at blive
Veteranorgelklubbens 1. projekt.
Jeg kontaktede kirkeværge John Mikkelsen, der viste mig rundt i kirken og lod mig
spille på orglet. Orglet er bygget af Immanuel Starup i 1899. Facaden i eg er tegnet af
professor H. B. Storck. Det midterste tårn krones af et skjold med en konge med
attributter. Orglet er ca. 3,5 m højt. Jeg fandt orgelklangen veldefineret og køn, men
det lave rum gav ikke de bedste betingelser. Orglet havde oprindeligt stået længere
fremme i tårnrummet, men blev i 1972 flyttet helt tilbage mod vestvæggen, idet de 2
store kassebælge blev fjernet og erstattet af en ny magasinbælg inde i orglet.
Smørum-orglet på Sundholm
Jeg foretog mig ikke videre, for det forlød, at ejeren af godset Edelgave skulle
overtage orglet til opstilling i sit hjem. Ejeren døde imidlertid kort tid før, orglet
skulle nedtages i foråret 1989, så der skulle handles hurtigt, hvis det ikke skulle gå
tabt. Jeg kontaktede diverse slotte, herregårde, blindeinstitutter etc. uden resultat og
måtte stoppe ved den sociale institution Sundholm, der i forvejen var opført på listen
over interesserede orgelmodtagere. Kirkerummet på Sundholm er ganske imponerende og meget
højloftet. Det er udstyret med en oplukkelig altertavle, der bruges ved højtiderne.Til
daglig spilles der badminton i rummet, for Københavns Kommune har ikke ofret penge på en
sportshal, hvor de mange mennesker kan vedligeholde deres kroppe. Kirkesalen har et meget
højloftet og dybt pulpitur, der normalt ikke blev anvendt. Det var lederen af
værkstedet, Ib Larsen, der skulle stå for orgelprojektet. Han er veludstyret med
praktiske evner, så jeg havde ingen betænkeligheder. Orgelkonsulent Charley Olsen var
betænkelig ved at overlade orglet til amatører, men menighedsrådet var interesseret i,
at det fik en fremtid. Iøvrigt var der intet at tabe, da der ikke var mulighed for
opmagasinering.
I midten af april 1989 blev orglet nedtaget af orgelbyggere på menighedsrådets regning.
Folkene fra Sundholm læssede orglet på deres lastbil. Snart efter begyndte man på
opstillingen af orglet på pulpituret i Sundholms kirkesal, men arbejdet blev brat
afbrudt, fordi der skete noget ganske uventet: En aktiv beboergruppe på Sundholm ønskede
det selvsamme pulpitur indrettet til alkoholfri bar med runde borde, akvarium og pianette.
Orgler hører ikke til Sundholms formålsparagraf, og da institutionen end ikke ejede en
kantine, var det jo rimeligt, at orglet måtte vige. Jeg kæmpede dog for min sag og havde
et møde med lederen af Sundholm, hvor jeg fremlagde Veteranorgelklubbens dagbog og
beklagede, at sagen var gået i stå. Orgelsagen måtte imidlertid afvente, at der blev
tilvejebragt økonomiske midler til bygning af sportsfaciliteter og kantine, så
kirkerummet atter kunne frigives til sin bestemmelse.
Efter den besked fandt jeg det ikke sandsynligt, at orglet nogensinde ville blive opført
på Sundholm. I de følgende år blev orgeldelene flyttet fra rum til rum, for der er
også mangel på lokaler til diverse nye projekter på Sundholm. Orglet blev min dårlige
samvittighed. Jeg tænkte ofte på, hvordan jeg skulle få det flyttet væk fra Sundholm
og talte om det til enhver, der gad lægge øre til.
I midten af juni 1994 fik jeg besked på, at det var besluttet, at orglet skulle
fjernes fra Sundholm i løbet af få uger. Jeg fik førsteretten til at fjerne det, men
altså meget lidt tid. Jeg havde brug for en bagstopper. Ejeren af Egeskov Slot på Fyn,
grev Michael Ahlefeldt, lovede at hente orglet og lægge det på loftet, hvis alt andet
glippede, "for sådanne ting bør ikke gå til".
Jeg måtte have fat i en professionel, der har forstand på genbrug af orgler og kom i
tanke om organist Flemming Dreisig, der havde evnet at få opstillet sit eget orgel i
Løkken Kirke, da han fik stilling dér. Da han hørte, det drejede sig om et orgel tegnet
af H. B. Storck, var hans interesse vakt, for han havde været organist i
Helligaandskirken, hvis orgel har en orgelfacade tegnet af Storck. Dreisig fik hurtigt
gjort sin tidligere kollega, organist Hans Ole Thers, interesseret. Med så aktive folk
til at arbejde for sagen, skulle man tro, at jeg kunne tage situationen afslappet, men jeg
var i tidsnød, for orgelsager tager tid
.
Og så en tur til Uvelse
Kulturby -96 nærmede sig truende. Sankt Hans aften i 1994 fik jeg en meget ubehagelig
opringning, der helt spolerede festen. Det var en af Sundholms ansatte, der ville bruge
sine kunstneriske evner på et projekt til Kulturby -96. Han ville bygge et
"vandorgel". Det skulle ikke være klingende og piberne skulle ligge i
stålrør, så det var uforståeligt for mig, at han absolut skulle bruge Smørum-orglet
til projektet. Han sluttede samtalen med at sige, at han ville arbejde af al kraft på at
få fat i orglet. Jeg svarede, at det blev over mit lig.
Jeg bønfaldt orgelbygger Svend E. Nielsen om at fjerne orglet, hvilket han til min store
lettelse fik ordnet prompte. Nogen tid efter besøgte organist Hans Ole Thers og jeg hans
værksted i Uvelse, hvor orglet var midlertidigt opstillet. Træværket så noget
ramponeret ud, og nogle af piberne var bulede. Det værste var, at kongen var forsvundet.
Til alt held kunne kirkeværge John Mikkelsens glimrende foto af orglet i Smørum Kirke
bruges som forlæg, da der skulle hugges en ny konge i træ. Billedhugger Maria Hammerich
i Raadvad har udført dette arbejde på mesterlig vis.
![]() |
Orgelsagen kom til at vare mere end 4 år yderligere. Men 13. september 1998 blev
orglet indviet som kororgel i Helligaandskirken. Facaden er på snedig vis
"ophængt" uden på sydpulpiturets balustrade, hvilket giver et indtryk af
lethed og elegance. Orglet, der forekom stort og dystert i den lavloftede Smørum kirke,
er som skabt til Helligaandskirkens høje, lyse rum. Facadens midtertårn krones af den ny
konge med guldstaffering. Klangen er let og sødmefuld og passer fint til
ensemblekoncerter, som vi kan se frem til at opleve flere af, idet nyskabelsen
"Helligaands-kirkens ensemblekoncerter" debuterede samme dag. Orglet var
besmykket med guirlander af de smukkeste blomster. Hvad var det, det mindede om? Et
bryllup? En begravelse? Ikke helt, men måske en genopstandelse - hvad det jo faktisk
også var.
Det nyrestaurerede Smørumorgel i sin ny rolle som kororgel i Helligåndskirken. Ved
indvielsen 13. september 1998 spillede det blomstersmykkede orgel sammen med et orkester,
idet "Helligåndskirkens ensemblekoncerter" debuterede ved samme lejlighed
(Fotos: Holger Agerskov Pedersen).
Noter om orglet i Smørum Kirke
1899-1989
Disposition: Mekanisk sløjfeladeorgel med 1 manual (C-f ''') med 6 registre:
Bordun 16 Fod
Principal 8 Fod
Gedakt 8 Fod
Viola di Gamba 8 Fod (CH fælles med Gedakt 8 Fod)
Octav 4 Fod
Flöite 4 Fod.
Anhangspedal (C-c’).
Klokkespil: 4 harmoniklokker drevet af pneumatisk mølle.
Et kollektiv: Bordun 16 Fod, Principal 8 Fod og Octav 4 Fod. Kollektivet har både et til-
og frakoplingstrin, der står i forbindelse med et voldsomt dimensioneret system af
vægtstænger med kontravægte.
Facaden i eg er tegnet af professor H. B. Storck. Den består af en lavere sokkeldel og en
overdel med 3 tårne og 2 mellemfelter. Midtertårnet har afrundet front og bærer en ca.
60 cm høj egetræsfigur (med hul bagside) af en konge med krone, scepter og æble og et
skjold med 3 løver. Sidetårnene har en ret vinkel fortil. Sidefelterne har vandret
overkant. Facadepiberne er af tinlegering. De fleste af piberne er klingende. Facaden er
prydet med diverse udskæringer, spir og sideskjolde. Orglet er fotograferet af Annelise
Olesen for Den Danske Orgelregistrant i 1972, men det mest detaljerede foto er taget af en
professionel fotograf i 1988 eller 1989 på kirkeværge John Mikkelsens foranledning.
Anvendelse af specialoptik har medført, at hele orglet er synligt, skønt det stod i
tårnrummet delvist skjult af en lav bue mellem tårnrum og kirkeskib. Spillebordet er
anbragt ved venstre gavl.
Orglet er bygget af orgelbygger Immanuel Starup i 1899. I 1972 blev luftforsyningen
fornyet af orgelbyggeriet I. Starup & Søn. Orgelbygger Svend E. Nielsen var ansat i
firmaet på det tidspunkt. De 2 store kassebælge blev fjernet og erstattet med en bælg i
bunden af orglet, der blev rykket tilbage i tårnrummet. Den ene kassebælg blev anbragt
på Det Danske Orgelselskabs magasiner, men er senere blevet kasseret. Da Svend E. Nielsen
blev senere fik foden under eget bord, overtog han vedligeholdelse og stemning af orglet i
Smørum Kirke.
Spillebordet
var anbragt ved gavlen til venstre for facaden. Orgelbænken var i den
sidste periode anbragt med den ene ende af sædet skruet
direkte på kirkens vestvæg. Da orglet blev nedtaget i 1989, valgte
Sundholmfolkene at
kassere bænken, fordi dens venstre gavl manglede.
Pedalet er skråt afskåret bagtil i højre side, hvor pedaltangenterne altså bliver
kortere og kortere opad i diskanten. Denne plastiske operation er formentlig udført på
et tidligt tidspunkt, mens orglet stod tæt på murbuen ind til kirkeskibet. Der har
nemlig været kneben plads til passage mellem buen og orglets venstre sideskjold.
2 søstre af samme familie (Holger Agerskov Pedersen).
André Palsgård, 2001 og 2022.