Retur til orgelnoder
Retur til forsiden
      

Orgelnodebøger udgivet på forlaget André Palsgård:

Små orgelkompositioner fra skrivebordsskuffer, 1.bog


 

Små orgelkompositioner fra skrivebordsskuffer, 1.bog
1. udg.1998. 2. udg. 2001. ISBN 87-986484-6-2. ISMN M-706779-04-1
Nodebogen er i beskåret A4 format, hæftet.
I alt 48 sider, hvoraf 6 sider tekst.







Bogen kan købes for kr. 30.- + porto hos 
André Palsgård, Kildebakkegårds Allé 23, 2870 Dyssegård 
Telefon: 20150985. E-mail: apalsgard@gmail.com 
Betal efter modtagelsen via netbank.

Klik på en side og få den frem i pdf-format, der kan printes:

Omslagets forside
Omslagets bagside
Side 1: Forside
Side 2: Bogens data og nedenstående tekst

Omslagsfoto:
Orglet i Nørre Nærå Kirke (Fyns Amt) fotograferet af sognepræst Poul B . Nielsen i  januar 1994 - kort før, det blev nedtaget . Orglet blev bygget på en bondegård nær Middelfart - Roerslev Margaards Pianoforte- og Orgelfabrik (grundlagt 1892) - og opstillet i 1911 med spillebordet sammenbygget med facaden, så organisten sad med ansigtet ind mod orglet . Allerede 2 år senere blev spillebordet vendt og opstillet fritstående, så organisten vendte front mod alteret . Årsagen var, at kirken havde fået ansat  lærer A . J . Larsen som organist og kirkesanger . Det var naturligvis praktisk, at begge funktioner kunne klares af samme person, men arbejdet som kirkesanger krævede, at han sad med ansigtet vendt fremad i retning mod menigheden . (Kilde: Pastor Poul B . Nielsen) .  

Orglet var oprindeligt pneumatisk, men blev i 1953 ombygget af orgelbygger A. C. Zachariasen & Søn, Aarhus . Det fik ny sløjfevindlade, der var anbragt over trappesokkelens gulvniveau . Abstrakterne fra spillebordet blev anbragt i en flad kasse oven på dette gulv . Sokkelen rummede en kæmpemæssig svømmebælg . Ifølge tilbudet fra orgelbyggeriet blev de fleste piber genanvendt, men omintoneret . Dispositionen var herefter: 1 manual (C-f ''') med  7 stemmer:  Bordun 16' (fra F), Principal 8', Gedakt 8', Oktav 4', Quintatøn 4', Flachfløjte 2', Mixtur samt pneumatisk klokkespil . Facadepiberne var attrapper af sølvbronzeret træ (Kilde: Den Danske Orgelregistrant og egne iagttagelser jan . 1994) .  

Efter nedtagningen af orglet i 1994 blev dele af facaden, klokkespillet og enkelte piber opmagasineret i Middelfart Museums magasiner .


Side 3:
Forord 
De fleste læser en bog for at erfare og opleve dens indhold, mens meget få læser for at træne sig i oplæsning for et publikum. Det forholder sig omvendt med orgelmusikkens udøvere: De mange professionelle orgelspillere træner for at kunne aflevere musikken i en smuk fremførelse for et publikum ved gudstjenester og koncerter. Et fåtal - og til dem hører jeg - er amatører, der nyder friheden til at dykke ned i orgellitteraturen, at erfare musikkens opbygning og særlige effekter og at nyde rytme og harmonier - vel vidende, at den ved nodelæsningen og gennem hånd- og benarbejde producerede musik ikke er et tilløbsstykke for andre!

Det er ikke så ofte, man får adgang til folks private produktioner, f. eks. digte og noveller - værker, som digteren har gemt hen af beskedenhed - eller fordi muligheden for udgivelse ikke har foreligget - men hvor er det spændende at få adgang til sådanne værker, der er skrevet af lyst og trang!

Blandt professionelle organister og amatører cirkulerer private kompositioner i form af afskrifter og fotokopier af noder, der ikke er officielt kendt. Det er små, lukkede kredse, der har adgang til nogle få af disse kompositioner, der er komponeret af venner og bekendte og deres venner og bekendte. Jeg har haft stor glæde af at studere sådanne hjemmekompositioner og har altid haft stor lyst til at få fat i nogle flere. Det var derfor nærliggende for mig at påbegynde en indsamling af ikke tidligere publicerede orgelkompositioner med henblik på at udgive en nodebog, så disse små værker kan blive til glæde for andre end komponisterne.

Dette første album indeholder en fanemarch, nogle stilfærdige præludier og en koralbearbejdelse komponeret af Lemvig Kirkes tidligere organist Erik Poulsen, nogle smukt harmoniserede koralbearbejdelser af afdøde organist ved Holstebro Kirke Chr. Christensen og nogle hjemmekompositioner af forskellig art fra min egen skrivebordsskuffe.

De fleste af kompositionerne kommer bedst til deres ret på orgler med pedal. En stor del af dem kan dog spilles på instrumenter uden pedal, således at man ved brug af klaver, harmonium og andre klaviaturinstrumenter kan få et indtryk af, hvad de indeholder. Koralbearbejdelserne er ledsaget af kortfattede oplysninger om melodiernes oprindelse. Disse noter er i de fleste tilfælde hentet fra Den Danske Koralbog, der også indeholder fyldige oplysninger om melodiernes historie.

Allerede ved udgivelsen af denne første bog er jeg interesseret i at modtage materiale med henblik på stofudvælgelse til den næste nodebog med små orgelkompositioner fra gemmerne. Vær frimodig og fremsend ubekymret egne værker! De vil blive respektfuldt behandlet og udvalgt efter bedste evne.

Søborg, april 1998 André Palsgård

Side 4:
Indholdsfortegnelse  
Kompositioner af organist Erik Poulsen:
Fanemarch  side  7
Præludium nr. 1  side   8
Præludium nr. 2  side   9
Præludium nr. 3  side 10
Præludium nr. 4  side 11
Præludium nr. 5  side 12
Præludium nr. 6  side 13
Præludium nr. 7  side 14
Præludium nr. 8  side 15
Præludium over "Guds Menighed, syng"  side 16


Kompositioner af organist Chr. Christensen:

Præludium over "Hvad kan os komme til for Nød"  side 17
Præludium over "Kommer, Sjæle dyrekøbte"  side 18
Præludium over "Nu hviler Mark og Enge"  side 19
Præludium over "Nu takker alle Gud"  side 20
Præludium over "Min Sjæl, du Herren love"  side 21
Præludium over "Himlen aabnes, Mørket svinder"  side 22
Præludium over "Tag det sorte Kors fra Graven  side 23
Præludium over "Paa Jerusalem det ny"  side 24
Præludium over "Kærligheds og Sandheds Aand"  side 25
Præludium over "Det er saa yndigt at følges ad"  side 26
Præludium over "Udrust dig, Helt fra Golgata"  side 27
Præludium over "O, Herre god og Frelser from"  side 28
Postludium over "Klynke og klage"  side 29
Præludium over "Det lakker nu ad Aften brat"  side 30
Præludium over "Nu bede vi den Helligaand"  side 31
Præludium over "Lovet være du, Jesus Krist"  side 32
Præludium over "Mægtigste Kriste"  side 33
Præludium over "Hører til, I høje Himle" side 34
Præludium over "Et lidet Barn saa lysteligt"  side 35
Postludium over "O sanctissima"  side 36
Præludium over "Dejlig er Jorden"  side 37


Kompositioner af André Palsgård:

Præludium over "Det kimer nu"  side 38
Bryllupsmarch - Postludium til lille bryllup i kort landsbykirke  side 39
Selvransagelse  side 40
Jokkemarch  side 41
Ludium - "Det lyder så bekendt"  side 42
Sonatinette for orgel  side 43
Gøgemarch (med parringsdans)  side 44
Agnetes kromatiske 50 års fødselsdags kunstmarch  side 45
Første gang, så la'r vi ham gå  side 46
Den sorte gryde  side 47
Interludium  side 48

   


Side 5 og side 6: Komponisterne  
Erik Poulsen blev født i 1922. Fra 1928 drev hans forældre et statshusmandsbrug i HøjeTaastrup. Dér voksede Erik op og nød naturen og naturfagene i skolen. Han husker, hvordan han 11-12 år gammel havde glæde at at finde på melodier, mens han vaskede op sammen med søsteren.

Som13-årig fik han en violin af sin bedstefader, der var klokker og graver ved Høje Taastrup Kirke, og som 14-årig begyndte han at få undervisning i violin hos organisten ved Taastrup Nykirke, der havde såvel organisteksamen som solisteksamen som violinist fra Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Men den unge EP kunne ikke bare få lov at spille tiden væk. Hans far forlangte, at han ihvertfald først skulle lære noget, han kunne leve af, så efter præliminæreksamen fik han en læreplads hos isenkræmmer Carl. F. Pedersen, Gl. Køgevej. Efter endt læretid fik han i 1942 friplads på konservatoriet og fortsatte violinspillet. Men han var også gået i gang med orgelspillet.

Bedstefaderen, der også var leder af søndagsskolen, havde glæde af den unge Erik Poulsen, der som 15-16 årig kunne klare de salmer og sange, som dér blev anvendt.

I foråret 1943 frygtede ledelsen på konservatoriet, at tyskerne kunne finde på at sende alle studerende i koncentrationslejr, så de blev opfordret til at finde pladser i erhvervslivet. EP blev kontormand i et isenkramfirma på Kgs. Nytorv og fik i fritiden inspirerende orgel- og teoriundervisning hos organist P. S. Rung-Keller ved Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. EP fik organisteksamen fra konservatoriet i 1948.

I årene 1949-59 var EP organist ved Strøby Kirke på Stevns. I perioden 1959-1972 var EP organist ved Hertug Hans Hospitalskirke i Haderslev og 2. organist ved Haderslev Domkirke. I sommeren 1972 blev EP ansat som organist i Lemvig Kirke, hvor han fungerede indtil 1991.

EP har arbejdet meget med børne- og voksenkor og har komponeret en hel del nye melodier til salmer, sange og digte. Han har ofte spillet improvisationer, som vi desværre ikke kan have glæde af, da de ikke er noteret og forlængst er glemt.

Christen Christensen
(1871-1952). Født i Maabjerg Sogn. Forældrene var husmand N. Chr. Christensen og hustru Maren Kristine Jacobsen. Seminarist fra Aarhus 1895. Elev af Birkedal-Barfod.

CC blev ansat som organistvikar ved Holstebro Sognekirke i januar 1914. August 1916 blev han fastansat og nåede at holde 25-års jubilæum, før han fratrådte september 1939. I Holstebro Sognekirke spillede CC på et 18 stemmers pneumatisk orgel med 2 manualer og pedal. Orglet blev bygget i 1908 og var det største orgel, der udgik fra kirkeorgelafdelingen på Danmarks største harmoniumsfabrik: Joh. P. Andresen & Co., Ringkjøbing.

CC udgav i 1918 en lille harmoniumskole, der udkom i 5 oplag, sidst i 1942. Forlaget O. Lohse udgav i 1936 "12 små Salmemelodier ved Chr. Christensen, Lærer og Organist i Holstebro".
Lærerhvervet udøvede han på Danmarksgades skole.

I foråret 1997 blev jeg kontaktet af organist Roy Bruun, der fortalte mig, at han i slutningen af 1960erne havde foretaget afskrifter fra en stak håndskrevne noder, der lå i missionshuset Elim i Danmarksgade i Holstebro. Han sendte mig nogle af disse afskrifter af CCs kompositioner. De vakte min interesse ved deres smukke og særegne harmonisering. En henvendelse til missionshuset medførte kontakt til formandens hustru, Lis Markussen, der var CCs sidste elev.

Musikundervisningen foregik i CCs hjem på et harmonium med 1 manual og uden pedal. CC var meget produktiv og forærede mange af sine elever håndskrevne koralbearbejdelser. Lis Markussen kunne oplyse, at der ikke for nuværende fandtes CC-noder i missionshuset, men at der lå en stak håndskrevne noder i HolstebroValgmenighedskirke (den tidligere Frimenighedskirke). Valgmenighedspræst Jannik Bojsen-Møller har beredvilligt fotokopieret disse noder til mig.   

Det er naturligvis af interesse at få oplyst, hvilke instrumenter, CCs små orgelkoraler blev skrevet for og spillet på. Følgende oplysninger er hentet i Den Danske Orgelregistrant: Orglet i Missionshuset blev bygget af orgelbyggeriet Th. Frobenius & Co. ca. 1925. Det var et pneumatisk orgel med 1 manual med 5 stemmer ( Bordun 16', Principal 8', Salicional 8', Flute harm. 8' og Oktav 4') og anhangspedal (Subbas 16' var transmission af manualets Bordun 16'). Pedalkoppel og Oktavkoppel. Ifølge fru Lis Markussen spillede CC af og til på det. Desuden havde missionshuset et harmonium med 1 manual og pedal. Orglet i Frimenigheden var bygget af orgelbygger A. C. Zachariasen ved genanvendelse af spillebord, orgelbænk m. m. fra et orgel, der tilsyneladende var bygget af Horsens Orgelbyggeri ved Marinus Sørensen. Byggeår kendes ikke. Orglet var pneumatisk og havde 1 manual (C-f ''') med 4 stemmer: Principal 8', Rørfløjte 8', Salicionale 8' og Fløjte 4'. Desuden Oktavkoppel og Svelle, men intet pedal. Nogle af CCs små orgelkompositioner er tilegnet Frimenighedskirken og andre er tilegnet en kær elev, Frk. Friis, der spillede i Frimenighedskirken. Det er derfor sandsynligt, at disse kompositioner er skrevet med tanke på orgel uden pedal.

De fleste af CCs små koralbearbejdelser er noteret i 4 stemmer og egner sig fint for orgel med pedal. Notationen afslører imidlertid ofte, at kompositionerne er tænkt spillet på instrumenter uden pedal. Jeg har valgt at bringe kompositionerne med den originale notation, men med tilføjelse af skrålinier til markering af venstrehåndens placering, når der spilles med pedal. De koralbearbejdelser, som CC kun har benævnt ved koralens navn, har jeg kaldt præludier. Præludier med skiftende takt (4/4 og 6/4) har i den originale notation kun én taktangivelse. Jeg har rettet enkelte oplagte notationsfejl, men har ellers bestræbt mig på en præcis kopiering. De første 7 præludier er trykt efter omhyggelige afskrifter foretaget i 1960erne af organist Roy Bruun.

André Palsgård
(f. 1944) er praktiserende læge, der fra den spædeste ungdom har haft produktive fritidsinteresser, der på det kunstneriske plan har medført frembringelser af digte, collager, mobiler, malerier m. m., men senere er drejet i mere prosaisk retning med småhusbyggeri, restaurering af gamle møbler, harmonier og selvspillere. Drømmen om egen lirekasse var ikke realisabel, så i stedet kastede AP sin kærlighed på kasserede kirkeorgler. Siden 1982 er en stor del af fritiden blevet anvendt på restaurering af disse noget mere pladskrævende instrumenter. Det har blandt andet medført, at en lille samling af ældre kirkeorgler er blevet privat indkvarteret hos AP, hvor de venter på bedre tider.

Som så mange andre mekanisk interesserede mænd har AP opdaget, at det er meget mindre krævende at sidde ved computeren. Det har medført udgivelsen af et par orgelhistoriske bøger og nu denne nodebog. AP er ganske klar over, at hans kompositioner bærer præg af at være en amatørs værk, men håber, at andre uforfærdede amatører vil åbenbare deres produkter i kommende nodebøger - også selvom det også skulle gå lidt ud over det samlede fromhedsindex. Kommentarer til enkelte af kompositionerne:

Bryllupsmarch - Postludium til lille bryllup i kort landsbykirke
er en meget lille orgelkomposition beregnet for meget små forhold. Hvis stykket er kortere end kirken, må den anviste nødløsning benyttes.

Selvransagelse hører til den type kompositioner, der tvinger orgelspilleren ind i komponistens tankeverden - altså en psykologisk thriller på flere planer.

Ludium "Det lyder så bekendt". Som oftest, når AP har skrevet en ny komposition, gribes han af tvivl om varens ægthed, fordi kompositionen lyder så bekendt - og AP vil ikke mistænkes for at stjæle andres værker. Oftest kan tilhørere dog berolige med, at noget sådant er aldrig hørt før.

Gøgemarch - med parringsdans har indbygget fugleromantik. Bemærk gøgens veltilfredse kukken efter et par takter i 6/4.

Første gang, så la'r vi ham gå...
har et tema, som leder tankerne hen på børnesangen "Bro, bro, brille". Det benægtes imidlertid af kendere.

Den sorte gryde. Jo - det er et tema fra børnesangen.

Interludium er komponeret i en traurig situation. Arbejdstitlen var "Slik mine sår", men det er faktisk for meget forlangt, og den nuværende titel er da også meget mere spiselig.


Bogen kan  købes for kr. 30.- + porto hos 
André Palsgård, Kildebakkegårds Allé 23, 2870 Dyssegård 
Telefon: 20150985. E-mail: apalsgard@gmail.com 
Betal efter modtagelsen via netbank.

André Palsgård, 1999og 2016

Retur til orgelnoder
Retur til forsiden