Ordforklaring

Nedenstående ordliste og tekniske forklaringer skal opfattes som en ganske kortfattet indføring i orgelbyggerfagets hemmeligheder specielt med henblik på forståelse af indretningen af små kirkeorgler i Danmark i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.

Manual og pedal
Et manual
er et klaviatur for fingre. Antallet af tangenter kan veksle, men var oftest 49 eller 54. Tangenten længst til venstre svarer til den dybeste tone C (i "Store oktav") og tangenten længst til højre svarer til den højeste tone c''' eller f ''' (c eller f i trestrøgne oktav).
Et pedal er et klaviatur for fødder. Det kunne typisk have 27 tangenter (fra C til d'). Et anhangspedal spiller på manualets piber. Det kan være indrettet, så det kan kobles til og fra med en pedal. Et fast anhang er et pedal, der hele tiden er koblet til manualet.

Register
Et register = en stemme)
er en række sammenhørende piber svaren­de til antallet af tangenter i manualet, men kan være færre. Der kan nemlig på forskellig måde spares på piber. Et register aktiveres med et registertræk (i mekaniske orgler) eller en registervippe (i pneumatiske orgler). 
Et registers tonehøjde angives i antal Fod, der kan noteres på moderne vis med tegnet: '. De mest anvendte fodtal er 16', 8' og 4'. Et 8' register er defineret ved, at længste pibe (C) er ca. 8 fod (ca. 2.5 m) lang fra labium til top. Gedakterne er imidlertid kun halvt så lange p.g.a. en anden beliggenhed af lydsvingningernes knude­punkt.

Traktur og registratur
Trakturen
er det system, der giver besked fra tangenten til vindla­den om at åbne og lukke for lufttilførslen til de tilhørende piber.
Registraturen
er det system, der giver besked fra spillebordets registertræk eller -vipper til vindladen om at åbne eller lukke for lufte til bestemte registre.

Traktur og registratur kan være mekaniske og består da af et system af mekaniske dele, f. eks. abstrakter (tynde trælister), vinkler, veller (der er roterende akser af træ eller metal med arme på, så trækket kan føres i en anden retning) anbragt i en velleramme (af typen en velleseng, hvis spillebordet er anbragt ved en af gavlene) samt messingtråd med gevind og lædermøtrikker eller messingkroge. Traktur og registratur kan også være pneumatiske og består da af blyrør, igennem hvilke vindstød kan sendes fra spillebordet til vindladen, hvor membraner (små skindposer) pustes op og løfter ventiler.             

Spillehjælpemidler
En oktavkoppel
er en indretning, der bevirker, at grundtonen suppleres med oktavtonen (der ligger en oktav højere). Den udløses med pedal eller vippe.
En baskoppel = subkoppel
er en indretning, der bevirker, at grundtonen suppleres med tonen en oktav dybere.
En bas- og diskantkoppel er en indretning, der bevirker, at høje toner oktavkoples og dybe toner baskoples (Krummeruporglet). Spillehjælpemidlet er kendt fra harmoniums, hvor det aktiveres af registerknapper.
Et kollektiv er en indretning, der gør det muligt at tilkople en fast kombination af registre (Børglumorglet).
Et indstilleligt kollektiv er en indretning, der gør det muligt at tilkople forud frit valgte kombinationer af stemmer til de allerede trukne stemmer (Indslevorglet).
En Frikombination
er en indretning, der gør det muligt at erstatte de trukne stemmer med forud frit valgte kombinationer af stemmer.

Bælgen
Eftersom elektriciteten endnu ikke var blevet almindelig udbredt, måtte bælgen pumpes med foden af organisten selv eller med hånden eller foden af en kalkant også benævnt en bælgetrækker eller bælgetræder.
Bælgen er derfor typisk sammensat af en pumpebælg og en magasinbælg. Bælge kan enten være gammeldags, tunge, men driftsikre kassebælge eller klassiske foldebælge = faltebælge, der kan være kileformede eller vandrette, oftest med en enkelt fold, sjældent flere, eller "moderne" svømmebælge, der typisk hører til pneumatiske orgler.
Vindtrykket afhænger af bælgens belastning med mursten, jernplader el. lign. Vindtrykket måles i mm vands tryk, f. eks. 75 mm vands tryk.

Vindladen


Vindladen modtager vinden og indeholder anordninger, der kan åbne og lukke for vindens videre vej.
Pibestokken er den øverste del af vindladen. Den er opbygget af flere lag træ og indeholder kanaler, der fordeler vinden, der kommer ud af huller på dens overside. Piberne står med spidsen af pibefødderne i hullerne. Store piber er ophængt i stativer, mens mindre piber står i pibebrædder, der hviler på pibestøtter.

Piber
Piber inddeles i 2 hovedgrupper, labialpiber og tungestemmer = rørstemmer.

Labialpiber.
Luften passerer op igennem pibefoden, men bliver stoppet af en vandret forhindring kaldet kernen. Lyden frembringes ved, at et tyndt luftbånd formet mellem kernens forkant og underlabiet strømmer opad og rammer imod overlabiets nedre kant, hvilket får luftbåndet til at svinge ind og ud i piben. En Principal er et register, der består af åbne piber med middelstor mensur (tværsnitsareal) og god styrke. En Oktav har piber, der ligner principalen i det pågældende orgel, men ligger en eller flere oktaver (á 12 halvtoner) højere. En Salicional har åbne fløjter med snæver mensur. Den har en ret svag styrke og en vibrerende klang. En Voix celeste har endnu snævrere mensur. En kvintatøn har snævre piber, der fremhæver kvinten blandt overtonerne. En kvint er en stemme, der ligger 7 halvtoner over grund­tonen. Registret kan ikke spilles alene, men bruges til at give klangkrone. Eksempelvis har Kvint 2 2/3' piber, der spiller kvinten til piberne i registret Oktav 4'. En Viola di Gamba og en Gemshorn har åbne piber med konisk form og dermed færre overtoner. En Gedakt er et register, hvis piber er lukket i toppen - træpiberne er lukket med stempler kaldet støpsler og metalpiberne med hatte. En Bordun er en 16 fods gedakt. En Subbas adskiller sig fra en Bordun ved at have videre mensur. En Fløjte kendes på fløjteklangen, men betegnelsen kan dække over såvel lukkede som åbne piber. En Rørfløjte har piber, der er delvist dækkede, idet hatten er forsynet med et rør, der enten vender indad i piben eller står loddet fast oven på hatten. Dobbeltlabierede piber har 2 labier, hvilket øger styrken.

Tungestemmer
har en vibrerende metaltunge som lydgiver. Den svinger ikke igennem som i harmonikaer eller harmoniums, men er påslående, hvilket giver en mere præcis og hurtig ansats af tonen. Tungestemmer er sjældne i de små orgler, hvorfor en nærmere beskrivelse undlades.       

Intonation
Pibers intonation omfatter bl. a. ansats, styrke og klang, der afhænger af variable såsom vindmængde og vindtryk ved åbningen på pibestokken, størrelsen af pibens fodhul, afstanden mellem pibens kerne og underlabium, om kernen er forsynet med kernestik (lodrette ridser), bredden af labiet ("pibemunden"), opsnittet ( labiets højde), formen på overlabiet , overlabiets afskæring (vandret eller afrundet), om piben har skæg (sideskæg, rulleskæg, kasseskæg), pibens mensur (tværsnitsareal), form og materiale, stemmeanordningens type etc.

Man tilstræber egalitet, d. v. s. en ensartethed i klangen (sammensætning af grundtone og overtoner, ansats etc.) og styrken i de enkelte piber. Hvis der er ændringer i nogle af disse parametre op igennem tonerækken - hvilket er ganske almindeligt - skal ændringer fordeles jævnt, så de bemærkes mindst muligt.

Stemning
Pibers stemning afhænger af de samme variable som nævnt under intonation samt stemmeanordningens indstilling.
Gedakter og rørfløjter stemmes på støpsel eller hat (opad giver dybere tone, nedad giver højere tone) eller evt. på sideskæg (indad giver dybere tone, udad giver højere tone).
Større, åbne piber stemmes ved hjælp af en stemmeslidse, der er et smalt bånd af pibekroppen, der rulles lidt ned eller op. På nutidige orgler rulles der fra pibekanten (åbne stemmeslidser), mens danske orgler bygget i 1800-tallets sidste årtier og 1900-tallets første årtier oftest havde Reuterske stemmeslidser = ekspressionsstemmeslidser, der kendes på, at de er anbragt et stykke nede på pibekroppen, hvilket giver en blødere klang med færre overtoner.
Små, åbne piber, der ikke har stemmeslidse, stemmes ofte på øvre piberand (udvidelse af åbningen giver højere tone, indsnævring giver dybere tone).                                                                                           
Orgeltyper


Orgler rubriceres efter vindladens indretning. Der er 2 hovedtyper: Den mekaniske sløjfevindlade og den enten mekaniske eller pneumatiske registerkancellade, hvoraf den mest almindelige er kegleladen. Forskellen mellem de 2 typer vindlader forstås måske bedst, hvis man følger vindens vej i laden. Vi kan vælge at se på et orgel med 54 tangenter og 3 stemmer:
Sløjfeladeorglet
: Fra bælgen kommer vinden ind i vindladens ventilkasse, hvor der er 54 klapventiler i loftet. Når en tangent trykkes, åbner den tilhørende ventil, og vinden strømmer op i det tilsvarende smalle rum, der kaldes tonekancellen. I hver af de 54 tonekanceller er der i loftet 3 huller, der er dækket af hver sin tværgående sløjfe. Når en sløjfe trækkes, passerer luften gennem hullet i sløjfen, gennem kanaler i pibestokken og op i piben.
Registerkancelladeorglet
: Fra bælgen kommer vinden ind i registrenes ventilkasse, der er anbragt på tværs af vindladen og indeholder 3 ventiler. Når der trækkes i et registertræk eller trykkes ned på en registervippe ved spillebordet, åbner den tilsvarende registerventil sig, og luften strømmer ind i registerkancellen, der indeholder 54 ventiler. Når en tangent trykkes, åbnes de tilsvarende 3 ventiler. Hvis der er overtryk i en registerkancelle, strømmer vinden forbi den åbne ventil, igennem kanaler i registerkancellens vægge, op til pibestokken, gennem kanaler i denne og op i piben.

Om pneumatik
Pneumatiske orgler har et pneumatisk styringssystem, hvilket vil sige, at signalerne fra spillebord til ventil overføres af luftstrømme i (bly)rør. Systemet adskiller sig på væsentlige punkter fra det mekaniske system, der op til 1800-tallets slutning var enerådende.

1900-tallets første årti var en brydningstid på det orgelbygningsmæssige område. De gamle orgelbyggertraditioner blev forladt til fordel for den ny orgeltype, der brød med fortidens traditioner. Idéerne kom til Danmark sydfra med årtiers forsinkelse og var især beregnet på store, polyfone orgler. Man ønskede at undgå de gamle sløjfeladeorglers skavanker: Utætheder ved sløjfer og ventiler (som følge af, at træet ikke kunne klare de store temperaturskift i kirkerne, der nu blev opvarmet kort før brug) og tungt spil, der blev endnu tungere ved kobling.

Den nye teknik gjorde det muligt at koble pedal til manualet eller koble manualer indbyrdes uden ændring af tangenttrykket. Den medførte tekniske hjælpemidler, der kunne variere spillet, f. eks. oktav- og baskoblinger (så oktavtonen over eller under den spillede også klang med) og frikombinationer (så nye sammensætninger af stemmer kunne forberedes før spillet og udløses ved tråd på en pedal) - og for de store orglers vedkommende tillige generalcrescendo, så organisten trinløst kunne øge lydstyrken fra det svageste svage til et bragende forte fortissimo. De mange tekniske finesser blev styret af et servosystem bestående af småbitte kilebælge opsat i rækker over hinanden under spillebordet - en økonomisk overkommelig indretning.

Men et lille 4 stemmers orgel har ikke disse spillehjælpemidler, så det var meningsløst, at man byggede det på denne måde, for der er ulemper ved systemet: Luft har en træghed, så signalet bliver en brøkdel af et sekund forsinket. Det er svært at spille hurtigt. Det gjorde nu heller ikke så meget, for man spillede i højere grad langsom eller synkoperet, romantisk musik. Imidlertid var der stor efterspørgsel efter det moderne system. Det medførte, at så godt som alle orgelbyggere gik over til udelukkende at bygge pneumatiske orgler.

Tendensen vendte omkring 1930. Igennem 10-året forinden havde klangidealet ændret sig fra det romantiske til barok (Orgelbevægelsen). I de følgende år blev systemet lagt for had og anvendes nu aldrig i Danmark ved nybyggerier.

André Palsgård, 2000 

Retur