Retur til Artikler og bøger
Retur til forside 

Tømrer-Laurits og musikken i Ll. Heddinge Kirke  
                                                                                                                                                                                                                 
Artiklen blev første gang trykt i Årbog 1984 for Historisk Samfund for Præstø Amt, side 72-81. Senere blev den trykt i en let ændret udgave i Roskilde Stiftsblad, 1984, nr. 9, side 133-142. Endelig blev den trykt med mere vægtning af klokkeafsnittet i Acta Campanologica 1985, vol. 3, side 209-218. Noterne i form af uddybende kommentarer eller anekdoter er i denne internetudgave trukket ind i teksten. 

Indhold: 
Håndværker og tusindkunstner
Gravsten
Farverig personlighed
Ll. Heddinge Kirkes inventar
Ombygning af orglet
Forsøg med kirkeklokkerne
Klokkespil i kirken
Gravstedet
Appendix om hønsehusorglet

I 1972 blev Ll. Heddinge Kirkes Frobeniusorgel fra 1917 nedtaget og lagt i depot i den daværende kirkeværges hønsehus. Det blev vækket af dets dvaletilstand, da jeg erhvervede det i sommeren 1982.
Orglets senere historie var knyttet til en lokal håndværker, tømrermester Anders Laurits Pedersen, også kaldt Tømrer-Laurits. Denne artikel handler om hans projekter og eksperimenter i Ll. Heddinge Kirke.



Håndværker og tusindkunstner
Han blev født i 1884 i Ll. Heddinge på Stevns og opvoksede på præstegården (som ikke eksisterer længere), idet faderen var forpagter af præstegården. Han ville have været i smedelære, men der var ingen lærepladser, så han kom i lære hos tømrermester Mikkelsen i Rødvig.

Efter udstået læretid havde han en kortvarig svendetid. Derefter købte han i 1905 de gamle bygninger til udflyttergården Bækkevang. Her i byens centrum fik han bolig og tømrerværksted. Med kirken som genbo levede og virkede han her, indtil han efter en svær, men kortvarig sygdomsperiode døde 84 år gammel i 1969.

Han var kendt som en dygtig tømrer og en fingernem tusindkunstner. Udover forefaldende tømrer- og snedkerarbejde påtog han sig så godt som enhver håndværksmæssig opgave. Vanskelige og specielle opgaver, der ofte lå langt fra hans eget fag, interesserede ham mest, så ventetiden for kunderne på rutinemæssige arbejder kunne være lang. Til gengæld tog han sig altid beskedent betalt. I årenes løb reparerede han utallige ure. Flere af egnens beboere har uafhængigt af hinanden fortalt mig, at Tømrer-Laurits reparerede et ur - stort eller lille, Bornholmer eller armbåndsur - for en krone. Han reparerede også kirkens tårnur. Det foregik diskret kl. 3 om natten for ikke at vække opsigt. Folk kom til ham med enhver form for defekt mekanik, landbrugsredskaber, der kunne forbedres o.s.v. En stor del af hans eget værktøj havde han selv lavet. Eksempelvis gik han ikke fra barberen uden at få sit afklippede hår med sig hjem. Det fremstillede han pensler af. Også båndsave og fræsere byggede han selv. Det ærgrede ham, at han af og til måtte gøre tingene på en besværligere måde, fordi han ikke havde lært at svejse. Han var en nøjsom natur, og defekt værktøj blev repareret i det uendelige. Jeg ejer en lille syl, der har tilhørt Tømrer-Laurits. Skaftet af træ har været flækket flere gange og er repareret med søm, skruer og jernring.

Gravsten
Indtil midten af 1940erne fremstillede han gravmonumenter, bl. a. støbte "granitsten" efter en hemmelig fremstillingsmetode (der ikke længere er hemmelig, klik på artiklen "Gravminder på Stevns fremstillet af Tømrer-Laurits" (AP, 2001)). På kirkegårdene på Stevns ses endnu gravsten fremstillet af Tømrer-Laurits dengang.

En farverig personlighed
Hans tørre, underfundige humor i forening med hans intelligente, idérige personlighed og stilfærdige fremtræden har givet stof til talrige anekdoter, der stadig fortælles med liv og lune af egnens beboere
(Eks.: Rottefængeren kommer ind i Tømrer-Laurits værksted: "Har du nogle rotter, Tømrer-Laurits? "Ja, hvormange skulle det være?").

tølamu1.jpg (21698 bytes)
Tømrer-Laurits i sit værksted januar 1952. Værkstedet var uopvarmet og næsen angiveligt tilsvarende blåfarvet om vinteren. Båndsavens store, bueformede arm med det  organiske udseende støbte han af beton i et hul i haven i 1914 (Foto: Ekstrabladet).   

I fritiden eksperimenterede han bl. a. med musikinstrumenter. I en artikel i Ekstrabladet 23. januar 1952 fortæller han om en violin, han byggede i 1910 af træ fra egen have: "Den har bund og sider af ahorn og dække af gran, nordsiden af gran". Senere byggede han et harmonium, som i samme artikel beskrives under overskriften: "Hos tømreren med gummiklaviaturet", fordi han i stedet for at købe belægning til undertangenterne havde anvendt gamle gummiflipper. "Man skal tæt på for at se, at det er flipper, man spiller på", skrev journalisten. Da artiklen blev skrevet, var han igang med at bygge sit eget pibeorgel fra grunden, men var dog realistisk nok til at udtale, at han næppe nogen sinde ville få mulighed for at stille det op. "Det er et helt kirkeorgel, og jeg er ræd for, at hele huset ville falde fra hinanden, hvis vi spiller på sådan et inde i dagligstuen", udtalte han. Han har jo nok haft et håb om, at noget skulle vise sig, men det blev kirkens orgel, han kom til at prøve kræfter på.  

mu2.jpg (24224 bytes)      mu3.jpg (16861 bytes)    
På fotoet til venstre ses Tømrer-Laurits med hjemmegjort violin og harmonium med gummiflipper. På fotoet til højre ses han med en hjemmebygget orgelpibe til hans eget drømmeorgel (Begge fotos er fra Ekstrabladet 1952).

Ll. Heddinge Kirkes inventar 
Et besøg i kirken vidner om hans flid. Et af hans tidligste værker var tilbygningen til altertavlen. Ll. Heddinge kirkes renæssancealtertavle er fra 1625 og blev flyttet til kirken fra Vemmetofte Klosters Kapel i 1717. I 1925 faldt altertavlen ned . Det passede Ll. Heddinge Kirkes menighedsråd godt, for man fandt den vel lav. Tømrer-Laurits lagde altertavlen i sakristiet og byggede en underdel til den, så altertavlen fik et tungere, romantisk præg. Han anvendte 300 år gammelt egetræ fra den nedlagte stubmølle i Renge. Der var stor tilfredshed med resultatet. Ved Nationalmuseets restaurering af kirkens inventar i 1983-84 blev underdelen fjernet (Foto: AP, dec. 1982).

mu4.jpg (21657 bytes)     mu5.jpg (19275 bytes)     
På fotoet tilvenstre markerer pilene skillelinien mellem den gamle renæssancealtertavle og Tømrer-Laurits' tilbygning. Til højre et nærbillede, der viser, hvor omhyggeligt sammenføjningen er udført (AP, december 1982).  

En sengotisk dørfløj med foldeværksornamentik (ca. 1550), placeret mellem våbenhus og kirkeskib, havde 2 tomme, kvartrunde felter, som han forsynede med Pompeianske vifter. Ændringen er omtalt i Danmarks Kirker, Præstø Amt, 1933-35, men uden navns nævnelse.

mu6.jpg (17283 bytes)
Foto af gotisk dør fra ca.1550 med foldeværk og Pompeianske vifter fra 1900-tallet (AP, 1982).

En af de mere kuriøse operationer foretog han på den smukke, gamle alterskranke. Det må være sket i 1930erne, hvor man gik over fra at bruge fælleskalk til særkalke ved altergang. Man manglede derfor en hylde til at stille alterbægrene på efter brugen. Hylden skulle af praktiske grunde anbringes på den indvendige side af alterskranken. P.g.a. af snævre pladsforhold ønskede man at bibeholde en låge midt i alterskranken. Anekdoten lyder, at arkitekten hævdede, at det ikke kunne lade sig gøre at anbringe en ubrudt hylde på den indvendige side af alterskranken, fordi lågen åbnede indad, så den hyldedel, der var placeret på indersiden af lågen, ville støde mod hylden til siden for lågens ophæng, når man forsøgte at åbne lågen. Men Tømrer-Laurits holdt på, at det sagtens kunne lade sig gøre. Med sin sædvanlige opfindsomhed viste han, at det faktisk er muligt. Han ophængte hyldestykket bag lågen i et system af bevægelige metalarme, således at åbning af lågen medførte, at hyldestykket blev parallelforskudt (som armen på en arkitektlampe) væk fra dørens hængslede side. Til anekdoten hører naturligvis, at det var til stor ærgrelse for arkitekten.Ved restaureringen i 1983-84 sørgede Nationalmuseet for også at fjerne denne historiske detalje af nyere dato. 

I slutningen af 1940erne lavede han nye stolerader med grønne, hvide og grå farver til erstatning for de gamle stive og mørke stolerader.

I midten af 1950erne genskabte han i kirkens sydvæg ud for orglet et gotisk vindue. Modellen i træ er i fabrikant Svend Pedersens varetægt.

Han foretog småreparationer på prædikestolens træskærerarbejder. Prædikestolen er fra 1610. Det var i 1966, at Tømrer-Laurits i al stilhed udførte operationen på hjørnefiguren af Sct. Peder. Stolt viste han resultatet frem til pastor Harms: Han havde udstyret Sct. Peder med et sværd som erstatning for den manglende attribut - nøgler til himmerigs porte. Så nu står både Paulus og Peter med sværd i hånd. Sværdet ligger faktisk så godt i Peters hånd, men det er ikke så mærkeligt, for hånden er også lavet af Tømrer-Laurits. Det er efter sigende en alvorlig fejl set fra et kulturhistorisk synspunkt at give Sct. Peder et sværd som attribut, men det er da helt i overensstemmelse med beretningerne i bibelens Johs. 18,10 og Lukas 22: Peter havde et sværd hos sig, da Jesus blev taget til fange i Gethsemane have. Peter forsvarede Jesus, idet han drog sit sværd, slog til ypperstepræstens tjener Malkus og huggede hans øre af. (Men Jesus rørte ved hans øre og lægte det).

tølamu7.jpg (23298 bytes)
Prædikestolen med Peter i midten og Paulus til højre - begge med sværd i hånd ( AP, 1982).

Mange af disse arbejder var foræringer eller blev betalt med symbolske beløb.

Det største indgreb på kirkeinventaret var dog ombygningen af kirkeorglet fra 1917. Orglets 2 orgelhuse var opstillet symmetrisk i forhold til vestvinduet. Orgelhusene var brunmalede. Spillebordet stod op mod det nordlige orgelhus, der rummede orgelværket. Organisten sad således med sin højre side vendt ud imod kirken. Det sydlige orgelhus indeholdt bælgen og trædeanordning for bælgetræderen. Facadepiberne i det nordlige orgelhus var klingende zinkpiber, mens facadepiberne i det  sydlige orgelhus var identiske attrapper. Omkring 1950 havde fagfolkene opgivet orglet og Tømrer-Laurits helt og holdent overtaget vedligeholdelsen af det! Men langt tidligere - allerede i midten af 1920erne - havde han haft fingre i orglet. Hans søn, fabrikant Svend Pedersen (som barn kaldt Tømrer-Svend) kan nemlig huske, at han dengang som stor dreng var med faderen inde under vindladen for at skrue bundbrædder af, idet nogle af de skindposer (membraner), der løfter kegleventilerne, var blevet beskadiget af musegnav. Dem fornyede Tømrer-Laurits.

tølamu8.jpg (19552 bytes)
Skitse af orgelhus set mod vest. Th. Frobenius 1917.

tølamu8a.jpg (18073 bytes)     tølamu8b.jpg (17797 bytes)   
Udsnit af fotocollage fra artikel om "fiskerpræsten" pastor Lyse i "Se og hør" 21/1 1955. Fotografen har fået falsk lys ind på filmen i fotoets venstre, øvre hjørne, men man kan da på forstørrelsen til højre få et indtryk af, hvordan organist Hertha Byrholt sad og spillede ved det nordlige orgelhus.

Ombygning af kirkeorglet
I sidste halvdel af 1950erne var tiden inde til en omfattende restaurering, som Tømrer-Laurits selv foretog. Membranerne blev fornyet, vindladen repareret og tætnet og træpiberne limet og tætnet. Han benyttede lejligheden til at bygge orgelhuset fuldstændigt om, og her fik han moralsk og idémæssig støtte af kirkens daværende sognepræst Jørgen Fabricius (nu i Tikøb). Det ny orgelhus, de sammen udtænkte, og som Tømrer-Laurits udførte i massiv fyr (profilerne er lavet i ét stykke - ingen pålimede lister), stod foran vestvinduet. Facadepibernes placering i forskellige niveauer gjorde det højt og pompøst samtidigt med, at en stor del af vestvinduet var synligt og gav lys til kirken. Sidetårnene og det lille midtertårn (med 3 attrappiber) var afrundet foroven som stoleradernes gavle. Farverne var identiske med stoleradernes: Varm grå, elfenbenshvid og mørk almuegrøn og bag facadepiberne en kraftig karmoisinrød. Bælgetræderen blev erstattet af en elektrisk drevet avnblæser. Formentlig af pladshensyn og for at undgå støj fra  blæseren placerede Tømrer-Laurits bælgen og blæseren højt oppe i tårnet - i niveau lidt over hvælvingerne og 2 trapper under klokkerne. Da indgangsdøren til tårnet og vindeltrappen i tårnets nederste del er meget snævre, måtte man ved hjælp af et spil hejse bælg og motor op til det ene af glamhullerne, fjerne en trappe, der var i vejen for den videre transport og fire delene ned til deres placering over hvælvingernes top. Tømrer-Laurits benyttede lejligheden til at erstatte den fjernede trappe med en ny, som han byggede af egetræ, og som han sømmede fast til bjælkerne. I 1982 kostede det mine hjælpere (kirkeværgen, menighedsrådsformanden og min svoger) og mig sved på panden at foretage transporten den modsatte vej, især da egetræstrappen skulle afmonteres.

tølamu9.jpg (23573 bytes)
Fra indvielsen af det restaurerede Frobeniusorgel i 1960. Næsten alt inventar på dette billede er lavet af Tømrer-Laurits. Selv messinglysestagerne har han drejet og forsynet med vandbeholder til blomsterne (Foto udlånt af organist Hertha Byrholt).

Fra bælgen førte en træledning til et avnrør, der var anbragt i en ubenyttet skorsten. Skorstenen endte nede i kirkerummet, hvor avnrøret var forbundet med en træledning til vindladen. Det restaurerede og ombyggede orgel stod færdigt i 1960. Pedalet blev aldrig monteret, da det alligevel aldrig blev brugt. I de følgende år brugte Tømrer-Laurits megen tid på orglet. Han stemte, justerede og puslede om orglet. Han var eneansvarlig for dets drift, indtil han døde i 1969. De store temperatursvingninger i kirkerummet medførte nye utætheder i vindlade og piber, så der i den sidste tid af og til kunne forekomme fald i vindtrykket. Den lange vindkanal medførte, at der ikke var tilstrækkelig overkapacitet i vindsystemet til at kompensere for utæthederne. 3 år efter hans død - i 1972 - blev orglet opgivet og nedtaget, og i 1974 fik kirken sit nye, smukke Frobeniusorgel.

Forsøg med kirkeklokkerne
I sidste halvdel af 1950erne kastede Tømrer-Laurits sin interesse på kirkeklokkerne. Hans projekter var ikke helt vellykkede, men nok så interessante for den, der kan lide mekanisk musik.
Det ene projekt var et kimeapparat, hvoraf kun det store, spillignende håndsving sidder tilbage på bjælkerne. Det slog med 2 trækøller placeret på lange, elastiske stænger af træ.

tølamu10.jpg (22900 bytes)
Forneden ses det store håndsving, der blev brugt til kimespillet. Foroven ses stiftvalsen til klokkespillet (AP, 1982).


Pastor Fabricius var også interesseret i klokker. Han fik fat i nogle afstemte håndklokker, der blev anvendt i kirken ved festlige lejligheder. Tømrer-Laurits var meget interesseret og blev formentlig heraf yderligere inspireret til at gå i gang med sit andet projekt Ll. Heddinge Kirkes tårnklokkespil. Mekanikken består af en stiftvalse med håndsving. Valsen er af træ, men beklædt med zink. Metalstifterne er banket ind i trævalsen. Der er 3 rækker stifter med tilhørende hamre. Stiften trykker på en bevægelig arm, der mod fjedermodstand trækker hammeren væk fra klokken. Idet stiften kommer fri af armen, smutter denne tilbage, og hammeren slår på klokken én gang, hvorefter den finder sin udgangsstilling.

Nu er der kun 2 klokker i Ll. Heddinge Kirkes tårn, men det problem løste Tømrer-Laurits også. Den første hammer slår nederst på den største og vestlige klokke. Den anden hammer slår nederst på den lidt mindre og østlige klokke. Den tredie hammers hoved og en del af skaftet er afsavet, men eksisterer stadig. Ved udmåling kan man finde stedet, hvor hammeren har slået - nemlig højt oppe på den største klokke umiddelbart over N'et i ordet CONTRA i den latinske inskription: "SI DEUS PRO NOBISQUIS CONTRA NOS" (Hvis Gud er med os, hvem kan så være imod os). Foruden den latinske indskrift findes der forøvrigt også en tysk indskrift, der fortæller om støberen: "Hartwich Qvellmeier gos mi 1616. Mein Hofnung zu Got alein".

tmu11.jpg (16849 bytes)     

tmu12.jpg (21226 bytes)

tmu13.jpg (18359 bytes)     

tmu14.jpg (20841 bytes)
Detaljer af klokkespillets mekanik: Stiftvalse, fjedre, tråd og hamre (AP,1982).

Klokkespillets stiftvalse er 18 cm i diameter, omkredsen altså ca. 54 cm. Afstanden mellem 2 stifter er de fleste steder 1,8 cm. Der er 2 steder, hvor afstanden er 3,6 cm. Der er 1 sted, hvor afstanden er 5,4 cm. Der er 1 sted, hvor afstanden er 9,0 cm. I skematisk oversigt grupperer stifterne sig som vist på stiftdiagrammet neden for.

I 1966 blev den største klokke repareret af firmaet Thubalka i Vejle. Det er nok i forbindelse med nedtagningen af klokken, at det har været nødvendigt at fjerne dele af klokkespillet og kimeapparatet. Thubalka oplyser, at der var tale om reparation af en revne, og at reparationen næppe har ændret på tonehøjden - kun efterklangstiden. Den største klokke giver et lavt A, mens den mindste klokke giver en tone, der ligger mellem H og b for H. Nu er klokkers lydfrembringelser komplicerede, idet der er en mængde overtoner, hvis styrkevise sammensætning er forskellig fra klokke til klokke, så man ikke hører den forventede tone. Thubalka fortæller således, at den store klokkes oktavtone er lavere end svarende til det forventede. Hvorom alting er, et slag på de nævnte steder på klokkerne giver en lydforestilling, der ganske godt svarer til tonerne A, H og E.

Ud fra stiftdiagrammet fås herefter nodebilledet vist neden under diagrammet.

tmu15.jpg (20358 bytes)
Stiftdiagram og tilhørende nodebillede.

Kirkens daværende graver, Frede Hansen, er nok den, der har drejet håndsvinget flest gange. Han fortæller, at tårnklokkespillet og kimeapparatet blev brugt sammen ved bryllupper, påske eller pinse på følgende måde angivet af Tømrer-Laurits: Først drejede graveren stiftvalsens håndsving indtil melodien var spillet én gang. Derefter kimede han ved at dreje kimeapparatets håndsving. Når kimningen var afsluttet, drejede han atter "kendingsmelodien" endnu én gang på klokkespillets valse.

Det var ikke lettere at kime ved at bruge kimeapparatet, så graveren gik snart tilbage til at bruge sine trækøller - og det lød egentlig også kønnere.

Tømrer-Laurits' klokkespil blev aldrig populært. Det spillede ganske diskret, men melodien var meget enkel. 3 toner er for lidt. Men for Tømrer-Laurits var klokkespillet sikkert andet og mere end musik. Som den autodidakte pioner han var, glædede det ham meget, at det overhovedet kunne lade sig gøre at få et sådant klokkespil til at fungere. Den, der interesserer sig for stiftvalser og klokkeklang, kan kun glæde sig over, at der er så meget af hans klokkespil tilbage. Det skyldes bl. a. provst Harms, at det ikke er blevet fjernet.

Klokkespil i kirken
I midten af 1960erne byggede Tømrer-Laurits et klokkespil til brug ved gudstjenester. Klokkespillet spændte over ca. 2 1/2 oktav. Det blev anbragt hvilende på ryglænet af de 2 bageste bænkerader til venstre for orglet, således at klokkenisten måtte spille stående. Det har sikkert været den eneste mulighed, da pladsen var meget trang p.g.a. orgelbænkens placering i midtergangen. 

Klokkespillet blev indviet ved påsken i 1966. Det skulle være en overraskelse. I ly af mørket slæbte Tømrer-Laurits og hans hjælpere instrumentet over i kirken. Blandt hjælperne var Havnelev Kirkes nuværende organist Inge Nielsen, der fortæller, at øjenvidner til dette skue mente at have set gespenster slæbe rundt med en kiste på kirkegården. Den, der blev mest overrasket var nok kirkens organist Hertha Byrholt, der først i sidste øjeblik fik at vide, at hendes orgelspil skulle ledsages af klokkeklang. Klokkespillet blev trakteret af Inge Nielsen, der var en ung pige dengang.

tmu16.jpg (26635 bytes)
"Klokkespillet blev indviet påskedag...Klokkespillet i Ll. Heddinge Kirke - til venstre som det står vinkelret for orglet og til højre set bagfra. Den første salme, der spilledes, var "Nu ringer alle klokker mod sky". Den klang smukt og stemningsfuldt...Sognepræst Claus Harms rettede en varm tak til tømrermester Laurits Pedersen for hans sjældne og smukke gave til kirken". (Foto og citater fra Østsjællands folkeblad april 1966).


Når man tænker på orglets dybe registrering (16', 8', 8', 8', 4'), kan man forestille sig, at klokkespillet har givet en slags mixtureffekt - ihvertfald en form for klangkrone. Men Tømrer-Laurits var ikke helt tilfreds. der var noget skingert i klangen. der burde have været anvendt afstemte malmklokker, men det var der jo ikke råd til, så Tømrer-Laurits havde fremstillet klokkerne af sammensvejset plade - nærmest i koklokkefacon. Det medførte desværre også, at instrumentet krævede megen justering, idet det var vigtigt, at hamrene ramte præcist samme sted på klokken. Dertil kom, at de lange trækstænger i metal var påvirkelige af temperaturskift, hvorfor der forelå et krævende justeringsarbejde før gudstjenesten, efter at han og hans hjælper - ofte barberen - havde båret klokkespillet over i kirken. Efter gudstjenesten slæbte de klokkespillet tilbage til opbevaring i værkstedet. Klokkespillet blev anvendt for sidste gang ved Tømrer-Laurits begravelse.

Der var vistnok nogle, der mente, at kirken burde beholde klokkespillet, men Svend Pedersen vidste, at det kun havde kunnet fungere p.g.a. faderens store interesse og omhyggelige justeringsarbejde. Han var bange for, at klokkespillet skulle forfalde og kaste skam over faderens minde og lod derfor opkøberne tage det med, da de ryddede Tømrer-Laurits' hjem og værksted for de mange efterladte ejendele, værktøj og hjemmegjorte piber - nok til et spændende museum om en genial landsbyhåndværker.

Gravstedet
Tømrer-Laurits er stedt til hvile ved kirkens nordøstlige hjørne. Han fik selv lov at vælge sin gravplads. han valgte stedet ud for døren til sakristiet med bemærkningen: "Bliver der noget i vejen med orglet eller klokkerne, så skal jeg nok komme!"

Tak til alle, der har været behjælpelige med at fremskaffe oplysninger. Specielt tak for stor hjælpsomhed og levende beskrivelser til kirkeværge, gårdejer Aksel Larsen, organist Hertha Byrholt (ansat ved Ll. Heddinge Kirke siden 1947), organist Inge Nielsen, Havnelev Kirke, pastor Jørgen Fabricius, Tikøb (sognepræst ved Ll. Heddinge Kirke 1964-74), kirkesanger Åge Jensen, graver Frede Hansen (graver ved Ll. Heddinge Kirke 1955-70), graver Mogens Banzon (graver ved Ll. Heddinge Kirke siden 1978) og fabrikant Svend Pedersen, St. Heddinge.

Siden artiklen blev skrevet i eftersommeren 1983 er der sket omfattende ændringer i kirkerummet. Bl. a. er stoleraderne blevet malet op i nye farvesammensætninger, og altertavlen er som nævnt blevet restaureret og berøvet underdelen.

Der er dog ingen, der har kunnet fravriste Peter hans sværd.

Sammenskrevet af manuskripter fra 1984-85. André Palsgård, april 2001.

Appendix om hønsehusorglet, der medførte, at jeg kom til at høre om Tømrer-Laurits.

tmu17.jpg (26247 bytes)
I dette hønsehus lå Ll. Heddinge Kirkes gamle orgel opmagasineret i 10 år. Det tærede. Jeg har af og til vigtet mig af, at jeg ejer Danmarks mest lappede kirkeorgel (AP, 1982).

Orglet er bygget af Th. Frobenius & Co. i 1917.
Pneumatisk kegleladeorgel med dispositionen:
1 manual (C-f ''') med 5 stemmer:
Bordun 16'
Principal 8'
Orkesterflöjte 8'
Salicional 8'
Octav 4'

Oktavkoppel fra a (Mekanisk, fodbetjent).
Kollektiv (pneumatisk, håndbetjent vippe): Tutti 

Anhangspedal (C-d')

Færdigombygget og forsynet med elektrisk blæser af Tømrer-Laurits i 1960.
Nedtaget og deponeret i hønsehus 1972.
I privat eje hos André Palsgård fra 1982.

tmu18.jpg (20628 bytes)     tmu19.jpg (15723 bytes)
Menighedsrådsformanden i færd med at lempe avnblæseren ud af glamhullet. Senere fulgte bælgen. Vi tænkte på, at det, vi var i færd med, var det modsatte af, hvad Tømrer-Laurits måtte have gjort (AP,1982).

tmu20.jpg (24651 bytes)

Ll. Heddinge Kirkes orgel 1917-72 i amatørens kælder i spilleklar stand efter nedbygning fra 3,5 m til 2,45 m (AP, 1987).

André Palsgård, maj 2001

Retur til Artikler og bøger
Retur til forside