Ordforklaring
Nedenstående ordliste og tekniske forklaringer skal opfattes som en ganske kortfattet indføring i orgelbyggerfagets hemmeligheder specielt med henblik på forståelse af indretningen af små kirkeorgler i Danmark i slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet.
Manual og pedal
Et manual er et klaviatur for fingre. Antallet af tangenter kan
veksle, men var oftest 49 eller 54. Tangenten længst til venstre svarer til den
dybeste tone C (i "Store oktav") og tangenten længst til højre
svarer til den højeste tone c''' eller f ''' (c eller f i trestrøgne oktav).
Et pedal er et klaviatur for fødder. Det kunne typisk have 27
tangenter (fra C til d'). Et anhangspedal spiller på manualets
piber. Det kan være indrettet, så det kan kobles til og fra med en pedal. Et fast anhang er
et pedal, der hele tiden er koblet til manualet.
Register
Et register = en stemme) er en række sammenhørende
piber svarende til antallet af tangenter i manualet, men kan være færre. Der
kan nemlig på forskellig måde spares på piber. Et register aktiveres med et registertræk (i
mekaniske orgler) eller en registervippe (i pneumatiske
orgler).
Et registers tonehøjde angives i antal Fod, der kan
noteres på moderne vis med tegnet: '. De mest anvendte fodtal er 16', 8' og 4'.
Et 8' register er defineret ved, at længste pibe (C) er ca. 8 fod (ca.
2.5 m) lang fra labium til top. Gedakterne er imidlertid kun halvt så lange
p.g.a. en anden beliggenhed af lydsvingningernes knudepunkt.
Traktur og registratur
Trakturen er det system, der giver besked fra tangenten til
vindladen om at åbne og lukke for lufttilførslen til de tilhørende piber.
Registraturen er det system, der giver besked fra spillebordets
registertræk eller -vipper til vindladen om at åbne eller lukke for lufte til
bestemte registre.
Traktur og registratur kan være mekaniske og består da af et
system af mekaniske dele, f. eks. abstrakter (tynde trælister), vinkler, veller
(der er roterende akser af træ eller metal med arme på, så trækket kan
føres i en anden retning) anbragt i en velleramme (af typen en velleseng,
hvis spillebordet er anbragt ved en af gavlene) samt messingtråd med gevind
og lædermøtrikker eller messingkroge. Traktur og
registratur kan også være pneumatiske og består da af blyrør,
igennem hvilke vindstød kan sendes fra spillebordet til vindladen, hvor membraner (små
skindposer) pustes op og løfter
ventiler.
Spillehjælpemidler
En oktavkoppel er en indretning, der bevirker, at grundtonen
suppleres med oktavtonen (der ligger en oktav højere). Den udløses med pedal
eller vippe.
En baskoppel = subkoppel
er en indretning, der bevirker, at grundtonen suppleres med tonen en
oktav dybere.
En bas- og diskantkoppel er en indretning, der bevirker, at høje
toner oktavkoples og dybe toner baskoples (Krummeruporglet). Spillehjælpemidlet
er kendt fra harmoniums, hvor det aktiveres af registerknapper.
Et kollektiv er en indretning, der gør det muligt at tilkople
en fast kombination af registre (Børglumorglet).
Et indstilleligt kollektiv er en indretning, der gør det muligt
at tilkople
forud frit valgte kombinationer af stemmer til de allerede trukne
stemmer (Indslevorglet).
En Frikombination er en indretning, der gør det muligt at erstatte
de trukne stemmer med forud frit valgte kombinationer af stemmer.
Bælgen
Eftersom elektriciteten endnu ikke var blevet almindelig udbredt, måtte
bælgen pumpes med foden af organisten selv eller med hånden eller foden af en kalkant også
benævnt en bælgetrækker eller bælgetræder.
Bælgen er derfor typisk sammensat af en pumpebælg og en
magasinbælg. Bælge kan enten være gammeldags, tunge, men driftsikre
kassebælge eller klassiske foldebælge = faltebælge,
der kan være kileformede eller vandrette, oftest med en enkelt fold, sjældent
flere, eller "moderne" svømmebælge, der typisk hører
til pneumatiske orgler.
Vindtrykket afhænger af bælgens belastning med mursten, jernplader el. lign.
Vindtrykket måles i mm vands tryk, f. eks. 75 mm vands tryk.
Vindladen
Vindladen modtager vinden og indeholder anordninger, der kan åbne og lukke
for vindens videre vej.
Pibestokken er den øverste del af vindladen. Den er opbygget af
flere lag træ og indeholder kanaler, der fordeler vinden, der kommer ud af
huller på dens overside. Piberne står med spidsen af pibefødderne i hullerne.
Store piber er ophængt i stativer, mens mindre piber står i pibebrædder,
der hviler på pibestøtter.
Piber
Piber inddeles i 2 hovedgrupper, labialpiber og tungestemmer =
rørstemmer.
Labialpiber. Luften passerer op igennem pibefoden, men bliver
stoppet af en vandret forhindring kaldet kernen. Lyden frembringes
ved, at et tyndt luftbånd formet mellem kernens forkant og underlabiet
strømmer opad og rammer imod overlabiets nedre kant, hvilket får luftbåndet
til at svinge ind og ud i piben. En
Principal er et register, der består af åbne piber med middelstor
mensur (tværsnitsareal) og god styrke. En Oktav har piber, der
ligner principalen i det pågældende orgel, men ligger en eller flere oktaver
(á 12 halvtoner) højere. En
Salicional har åbne fløjter med snæver mensur. Den har en ret svag
styrke og en vibrerende klang. En Voix celeste har
endnu snævrere mensur. En
kvintatøn har snævre piber, der fremhæver kvinten blandt
overtonerne. En
kvint er en stemme, der ligger 7 halvtoner over grundtonen. Registret
kan ikke spilles alene, men bruges til at give klangkrone. Eksempelvis har Kvint
2 2/3' piber, der spiller kvinten til piberne i registret Oktav 4'. En Viola di Gamba og en
Gemshorn har åbne piber med konisk form og dermed færre overtoner. En
Gedakt er et register, hvis piber er lukket i toppen - træpiberne er
lukket med stempler kaldet støpsler og metalpiberne med hatte. En Bordun
er en 16 fods gedakt. En Subbas adskiller sig fra en Bordun ved
at have videre mensur. En Fløjte kendes på fløjteklangen, men
betegnelsen kan dække over såvel lukkede som åbne piber. En Rørfløjte
har piber, der er delvist dækkede, idet hatten er forsynet med et rør, der
enten vender indad i piben eller står loddet fast oven på hatten. Dobbeltlabierede piber
har 2 labier, hvilket øger styrken.
Tungestemmer har en vibrerende metaltunge som lydgiver. Den svinger ikke
igennem som i harmonikaer eller harmoniums, men er påslående, hvilket giver en
mere præcis og hurtig ansats af tonen. Tungestemmer er sjældne i de små
orgler, hvorfor en nærmere beskrivelse undlades.
Intonation
Pibers intonation omfatter bl. a. ansats, styrke og klang,
der afhænger af variable såsom vindmængde og vindtryk ved åbningen på
pibestokken, størrelsen af pibens fodhul, afstanden mellem pibens
kerne og underlabium, om kernen er forsynet med kernestik
(lodrette ridser), bredden af labiet
("pibemunden"), opsnittet ( labiets højde), formen
på overlabiet
, overlabiets afskæring (vandret eller afrundet), om piben har skæg
(sideskæg, rulleskæg, kasseskæg), pibens mensur
(tværsnitsareal), form og materiale, stemmeanordningens type etc.
Man tilstræber egalitet, d. v. s. en ensartethed i klangen (sammensætning af
grundtone og overtoner, ansats etc.) og styrken i de enkelte piber. Hvis der er
ændringer i nogle af disse parametre op igennem tonerækken - hvilket er ganske
almindeligt - skal ændringer fordeles jævnt, så de bemærkes mindst muligt.
Stemning
Pibers stemning afhænger af de samme variable som nævnt
under intonation samt stemmeanordningens indstilling.
Gedakter og rørfløjter stemmes på støpsel eller hat (opad giver dybere tone,
nedad giver højere tone) eller evt. på sideskæg (indad giver dybere tone,
udad giver højere tone).
Større, åbne piber stemmes ved hjælp af en stemmeslidse,
der er et smalt bånd af pibekroppen, der rulles lidt ned eller op. På nutidige
orgler rulles der fra pibekanten (åbne stemmeslidser), mens
danske orgler bygget i 1800-tallets sidste årtier og 1900-tallets første
årtier oftest havde Reuterske stemmeslidser = ekspressionsstemmeslidser, der
kendes på, at de er anbragt et stykke nede på pibekroppen, hvilket giver en
blødere klang med færre overtoner.
Små, åbne piber, der ikke har stemmeslidse, stemmes ofte på øvre
piberand
(udvidelse af åbningen giver højere tone, indsnævring giver dybere
tone).
Orgeltyper
Orgler rubriceres efter vindladens indretning. Der er 2 hovedtyper: Den
mekaniske sløjfevindlade
og den enten mekaniske eller pneumatiske registerkancellade,
hvoraf den mest almindelige er kegleladen. Forskellen mellem de 2
typer vindlader forstås måske bedst, hvis man følger vindens vej i laden. Vi
kan vælge at se på et orgel med 54 tangenter og 3 stemmer:
Sløjfeladeorglet: Fra bælgen kommer vinden ind i vindladens
ventilkasse, hvor der er 54 klapventiler i loftet. Når en tangent trykkes,
åbner den tilhørende ventil, og vinden strømmer op i det tilsvarende smalle
rum, der kaldes tonekancellen. I hver af de 54 tonekanceller er der i loftet 3
huller, der er dækket af hver sin tværgående sløjfe. Når en sløjfe
trækkes, passerer luften gennem hullet i sløjfen, gennem kanaler i pibestokken
og op i piben.
Registerkancelladeorglet: Fra bælgen kommer vinden ind i registrenes
ventilkasse, der er anbragt på tværs af vindladen og indeholder 3 ventiler.
Når der trækkes i et registertræk eller trykkes ned på en registervippe ved
spillebordet, åbner den tilsvarende registerventil sig, og luften strømmer ind
i registerkancellen, der indeholder 54 ventiler. Når en tangent trykkes, åbnes
de tilsvarende 3 ventiler. Hvis der er overtryk i en registerkancelle, strømmer
vinden forbi den åbne ventil, igennem kanaler i registerkancellens vægge, op
til pibestokken, gennem kanaler i denne og op i piben.
Om pneumatik
Pneumatiske orgler har et pneumatisk styringssystem, hvilket vil sige, at
signalerne fra spillebord til ventil overføres af luftstrømme i (bly)rør.
Systemet adskiller sig på væsentlige punkter fra det mekaniske system, der op
til 1800-tallets slutning var enerådende.
1900-tallets første årti var en brydningstid på det orgelbygningsmæssige
område. De gamle orgelbyggertraditioner blev forladt til fordel for den ny
orgeltype, der brød med fortidens traditioner. Idéerne kom til Danmark sydfra
med årtiers forsinkelse og var især beregnet på store, polyfone orgler. Man
ønskede at undgå de gamle sløjfeladeorglers skavanker: Utætheder ved
sløjfer og ventiler (som følge af, at træet ikke kunne klare de store
temperaturskift i kirkerne, der nu blev opvarmet kort før brug) og tungt spil,
der blev endnu tungere ved kobling.
Den nye teknik gjorde det muligt at koble pedal til manualet eller koble manualer indbyrdes uden ændring af tangenttrykket. Den medførte tekniske hjælpemidler, der kunne variere spillet, f. eks. oktav- og baskoblinger (så oktavtonen over eller under den spillede også klang med) og frikombinationer (så nye sammensætninger af stemmer kunne forberedes før spillet og udløses ved tråd på en pedal) - og for de store orglers vedkommende tillige generalcrescendo, så organisten trinløst kunne øge lydstyrken fra det svageste svage til et bragende forte fortissimo. De mange tekniske finesser blev styret af et servosystem bestående af småbitte kilebælge opsat i rækker over hinanden under spillebordet - en økonomisk overkommelig indretning.
Men et lille 4 stemmers orgel har ikke disse spillehjælpemidler, så det var meningsløst, at man byggede det på denne måde, for der er ulemper ved systemet: Luft har en træghed, så signalet bliver en brøkdel af et sekund forsinket. Det er svært at spille hurtigt. Det gjorde nu heller ikke så meget, for man spillede i højere grad langsom eller synkoperet, romantisk musik. Imidlertid var der stor efterspørgsel efter det moderne system. Det medførte, at så godt som alle orgelbyggere gik over til udelukkende at bygge pneumatiske orgler.
Tendensen vendte omkring 1930. Igennem 10-året forinden havde klangidealet ændret sig fra det romantiske til barok (Orgelbevægelsen). I de følgende år blev systemet lagt for had og anvendes nu aldrig i Danmark ved nybyggerier.
André Palsgård, 2000-2022
Retur til Orgelsamlingen